In the Press and On our Mind

Mangler du også dygtige it-sikkerhedsfolk? Sådan kan du få løst problemet (og det handler ikke om løn)

Danske virksomheder skriger på it-sikkerhedsfolk, men de er svære at få fat på. Virksomhederne må til at tænke kreativt og i helt nye baner for at få løst problemet, lyder det fra rekrutteringsekspert Camilla Treschow Schrøder, der har bud på en løsning.
 

“Der er simpelthen ikke nok it-sikkerhedsfolk. Udbud og efterspørgsel hænger ikke sammen.”

Virksomheder og organisationer i Danmark vil gerne styrke deres it-sikkerhed, men det er mildest talt svært at skaffe de kompetencer, der er brug for. 

Der er langt flere jobs, end der er it-sikkerhedsfolk, og der er ingen udsigt til, at det ændrer sig i de kommende år. 

Det betyder, at virksomhederne må til at tænke i helt andre baner. Sådan lyder det fra Camilla Treschow Schrøder fra rekrutteringsfirmaet Cyber Security Agency.

Ifølge hende må virksomhederne droppe illusionen om, at man bare kan slå en stilling op med en attraktiv lønramme, hvorefter resten giver sig selv. 

Man kan ikke regne med at lokke de manglende sikkerhedsfolk til, for de findes simpelthen ikke i tilstrækkeligt antal, vurderer hun. 

“Der er heldigvis parallelkompetencer inden for visse områder, som man kan opkvalificere til et godt niveau via certificeringer og trainee-forløb,” siger hun til Computerworld.

“Men virksomhederne er nødt til at forstå, at de må tænke både kort- og langsigtet. Det kan være nødvendigt at få folk ind, som ikke fra starten kan præcis det, man ønsker. Og så må man investere og give dem den træning og uddannelse, der er nødvendig.” 
 

Cyber_Security_Agency.jpg

Camilla Treschow Schrøder driver Cyber Security Agency sammen med Thomas S. Hedegaard.

Virksomhederne må se indad


Arbejdet som recruiter er en udfordring, når der i mange tilfælde ikke er oplagte kandidater at rekruttere. 

Derfor arbejder Camilla Treschow Schrøder med at rådgive virksomhederne i de muligheder, der er for at opkvalificere den eksisterende arbejdsstyrke i retning af sikkerhed. 

”Der er gode muligheder i at videreuddanne folk, der har arbejdet med infrastruktur og netværk indenfor operations. De har en god basisviden for at sætte sig ind i it-sikkerhed. Der er selvfølgelig lang vej til at arbejde med blandt andet incident response, men det er et godt fundament,” siger hun til Computerworld.

En anden mulighed er at arbejde baglæns - nemlig at gå efter kandidater, der har de rette analytiske kompetencer, men som ikke nødvendigvis har en it-baggrund.

Ifølge Camilla Treschow Schrøder kan virksomhederne blive nødt til at gå helt nye veje og omskole mere klassiske akademiker-profiler. 

Selvom vejen fra forsikringsmand til sikkerhedsekspert kan virke lang, så kan virksomhederne sagens bygge på de nødvendige it-kundskaber på de allerede eksisterende analytiske kompetencer.

Men det koster en investering.

“Hvis man kigger lidt bredere på, hvem der har de kompetencer, kan de findes blandt aktuarer, forskere, eller andre akademikere som er vant til at arbejde med logik og analyse af data," siger hun til Computerworld.

"Noget af det, vi arbejder med på kandidatsiden er, at få andre faggrupper til at forstå, hvor spændende it-sikkerhed er – og hvor mange muligheder der er for at gøre en stor forskel for samfundet.”

Som Computerworld for nylig beskrev, arbejder Digitaliseringsstyrelsen for øjeblikket på at ansætte en kontorchef for cybersikkerhed i en nyoprettet stilling. 

Men også her er det svært at rekruttere topkvalificerede it-sikkerhedsfolk.